Katastrofen
Kære 8.c
Jeg har nu været i Thailand i 5 måneder. Det har været de mest
overraskende, fede, spændende og forfærdeligste måneder i mit liv. Som i nok
alle ved var det at jeg skulle forlade mine bedste venner, min sport, mit hus
bare hele mit liv i et helt år, den værste ting. Da mor sagde at far havde
ringet sit månedlige opkald og bedt os om at komme derned et år, brød hele min
verden sammen. At tage en sådan beslutning på så kort tid i en telefonsamtale
var jo sindssygt. Jeg havde jo ikke noget andet valg end at følge med, men jeg
tænkte hele tiden tanken, at om år når jeg kommer hjem har i fået nye venner, i
har hver især ændret jer, og jeg vil ikke kunne være i stand til at følge med
jer, og så vil i bare være blevet bedre til en masse ting som jeg ikke længere
ville kunne være en del af på den afstand. Da jeg satte mig ind i flyveren
besluttede jeg mig for at være positiv over for hele den her tur, men også
overfor mor, og far når vi en gang ville møde ham dernede.
Da vi ankom til lufthavnene stod far og ventede på os med et
kæmpe smil på læben. Jeg kunne slet ikke kende ham, han var blevet så brun,
hans hår var ikke længere det korte og vel friseret , men det lange og slidte.
Jeg husker så tydeligt hvordan jeg løb hen til ham og omfavnede ham i noget der
føltes som flere timer. Jeg havde ikke set ham i flere måneder og pludselig
fandt jeg ud af hvor meget jeg egentlig havde savnet ham. Udenfor stod en taxi
klar til at køre os til mit nye hjem. Det var som at komme til en helt anden
planet, der var så varmt, der var palmer og udenfor nogle af husene sad der
aber i lænker. Mor og far sad hånd i hånd og smilede, jeg kunne mærke en glæde
i min krop, det var så dejligt at være en rigtig familie igen. Da gik det
straks op for mig at dette var det rigtige valg.
Men tiden går og jeg er faldet rigtig godt til hernede, Jeg
har fået nogen gode venner og jeg går på en god skole, hvor jeg kan lære det
jeg skal. Det er hele tiden varmt, om det så regner som jeg aldrig har oplevet
det, kan jeg stadig gå rundt i næsten ingenting. Mit liv hernede er rigtig
dejligt, men der er dog nogle dage hvor savnet til min gamle hverdag næsten er
for stort.
For 2 måneder siden skete der det som alle frygter, men kun de mest uheldige
oplever. Dagen startede som en helt normal lørdag, far skulle arbejde og mig og
min mor skulle bare være hjemme og nyde at vi begge havde fri. Vi satte og ud i
solen med solbriller, solhatte, koldt vand og højt musik. Vi hygger os altid om
lørdagen når far er væk og vi er alene. Jeg tror vi begge havde sovet da mor
ruskede hårdt i mig og jeg vågnede med et sæt. Alle mennesker løb forvildede
rundt og skreg, mor kiggede uforstående på mig og det var tydeligt at se at hun
ikke vidste hvad der præcis var galt, men at hun vidste at alt ikke var som det
skulle være. Mor sagde til mig at hun skulle blive hvor jeg var og så ville hun
finde ud af hvad der skete. Det føltes som flere timer at sidde der og se alle
folk løbe rundt med den største frygt i øjnene. Min mor kom skrigende tilbage
og råbte til mig "ta' din mobil vi skal afsted med det samme." Det
tog lang tid før jeg fik hende beroliget bare en lille smule, så jeg også kunne
forstå hvad det var der skete. Da hun havde fortalt mig at vi skulle nå op på
det højeste bjerg på meget kort tid, tænkte jeg først hvad med min far og at vi
aldrig ville kunne nå at komme derop. Jeg fik en kæmpe klump i halsen og hørte
intet af hvad min mor prøvede at sige. Min angst for at dø, eller for at mor
eller far skulle dø var så stor at jeg næsten ikke kunne følge med min ellers
lidt buttede mor op ad bjerget. Da min mor næsten ikke kunne holde sine ben
strakte besluttede vi os for at holde en lille pause, vi sad der sammen med en
masse andre skræmte og bange mennesker. Da værste af det hele var at hverken
mig eller min mor vidste hvor min far var, vi levede bare i håbet om at han var
kommet væk i tide. Vandet strømmede igennem hele byen, og alt blev skyllet væk.
Det hele var som en stor beskidt sø med alt mellem himmel og jord deri. Da vi
endelig kom helt op på bjerget sad alle mennesker i hinandens arme og græd.
Selv de drenge der bor i min by, som ellers altid er så smarte, sad sammen med
deres familier med den største frygt i øjnene.
Jeg vågnede med mit hoved klistret fast til min mors lår.
Hun sad og stirrede ud i den blå luft, helt tom i ansigtet. Jeg kunne se at hun
ikke havde sovet mange timer, så jeg gik mig en tur så hun kunne få ro til at
sove. Det var det mest forfærdelige syn jeg nogensinde havde set, små fattige
koner sad der med deres børn og vidste at deres mænd var borte. Jeg gik
desperat igang med at lede efter min far, han måtte da være der et sted? Da der
var gået flere timer, og mit forsøg på at finde min far var mislykkedes, gik
jeg tilbage til min mor. Jeg fortalte hende at far ikke var nogen steder at se,
og hun brød straks i gråd.
Jeg vidste at den lange vandretur tilbage ville være
uendelig lang, jeg sagde ikke et eneste ord til min mor, og hun sagde intet til
mig. Da vi kom ned var det som om at hele mit liv var blevet ødelagt. Overalt
lå der brædder fra huse, tøj, møbler og værst af alt druknede personer. Jeg tog
mor i hånden og vi prøvede at finde hen til vores hus, men det hele var en stor
bunke at ting som folk elskede, selv havde bygget eller bare levet med. Vi
satte os på en sten og mor sagde til mig at alt nok skulle gå, jeg nikkede, men
var så meget i tvivl, hvis jeg aldrig skulle se min far igen, ville intet gå.
Dagene gik, og flere mennesker kom på listen over savnende,
og flere kom på listen over omkommende. Det var forfærdeligt for både mig og
mor at se at nogle af de mennesker vi havde været sammen med de seneste måneder
var borte. Jeg havde mareridt flere gange om natten, som ofte vækkede min mor,
så hun var altid træt om dagen. Igår var det 1 måned siden flodbølgen, og vi
havde stadig ikke hørt eller set til min far, så vi måtte erkende at han var
kommet op i himlen. Jeg ved at jeg går en
meget svær tid i møde, men når min mor og jeg rejser hjem imorgen er jeg
sikker på at alt nok skal gå.
Hilsen Fie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar